Viteco valgte i år at sponsorere Nivå Bådelaugs bib-trøjer til deres deltagelse i Sejlsportsligaen, 2. division. Budskabet skulle støtte op om vores nye Business Intelligence koncept faktum SPEED, og kom til at hedde “Fucking Easy BI”. Det var vores arbejdstitel, før vi lagde os fast på faktum SPEED, så det kom til at stå på trøjerne. Og selvom det ikke er det, vi markedsfører faktum SPEED under, så er det stadig den drivende vision. Det skal være sindssygt nemt at blive datadrevet og få værdi af sin data.

Sejlsportsligaen 2017, Struer
Nivå Bådelaugs hold i Sejlsportsligaen 2017 i Struer

Nivå Bådelaug har deltaget i Sejlsportsligaens 2. division i alle årene fra 2015. I 2016 røg de dog ud, og kom kun med i 2017 grundet afbud. Målet for deltagelsen i 2017 var primært at forblive i ligaen. Dermed skulle de opnå mindst en 13. plads ud af 18, da de sidste 5 ryger ud af Sejlsportsligaen.

Struer

Første af de 4 stævner i Sejlsportsligaen var i Struer. Når man kigger på statistikken på Sailing Analytics siger vinden 3-6 m/s henover stævnet. Men der var nogle gevaldige pust indimellem, og Thurø holdet var oppe og sejle 20,1 knob som stævnets rekord. Jeg oplevede selv at vælte bagover på grund af accelerationen, da vinden fik fat i gennakeren (det store farvede forsejl) på et ben. Stævnet blev vundet af suveræne Roskilde med 6 førstepladser og 3 andenpladser. Nivå Bådelaug endte på en 14. plads med 37 point, altså lige under nedrykningsstregen – ikke helt det ønskede eller forventede resultat.

Brejning

Næste stævne i Brejning bød på kraftig vind – op til 12 m/s og væsentlig mere i pustene – men også meget svingende. I sidste sejlads var vinden helt nede på 1-2 m/s. Trods den kraftige vind blev stævnets hastighedsrekord kun noteret til 16,3 knob. Igen blev Roskilde vinder i endnu mere suveræn stil, med 8 førstepladser og 2 anden pladser. Nivå sejlede meget svingende og fik en blanding af top og bundplaceringer. De endte med 43 point på en 13. plads. Humøret var dog højt efter sidste sejlads, da de slog Roskilde i sidste sejlads og dermed tilføjede dem deres 2. “nederlag”.

Aarhus

Sejlsportsligaen - venter på vind
Sejlsportsligaen 2017, Aarhus

I Aarhus bød det generelt på meget lidt vind og en anden side af sejlsporten – masser af ventetid og spejden efter vind. Her er Sejlsportsligaens format ekstra godt – der blev sendt venlige tanker til bl.a. Folkebåde og H-både. De lå mere eller mindre hele dagen ude på vandet uden vind. I Sejlsportsligaen foregår det tæt på land, så ved en længere udsættelse kan man sejle i havn.  Under alle omstændigheder er 2/3 af besætningerne på land med adgang til forplejning, underholdning og ikke mindst toiletter. Det blev kun til 6 flights (18 sejladser), og trods den svage vind er topfarten målt til 14,3 knob – egentlig ret overraskende i betragtning af den svage vind. Stævnet blev vundet af Oure (foran Roskilde), der havde fået et “hemmeligt våben” med i form af den professionelle sejler Jesper Radich, og vandt suverænt med 5 førstepladser og en tredieplads. Nivå Bådelaug sejlede sig op henover stævnet og andenpladser i de sidste to sejladser resulterede i en samlet 10. plads – et godt skub væk fra nedrykningen.

Sejlsportsligaen afslutning

Afslutningen i Skovshoved var en våd fornøjelse, hvor vandet kom fra alle sider det meste af lørdagen. Præstationen for Nivå Bådelaug var temmelig stabil med 6 fjerdepladser i 10 sejladser, og så top og bund i de sidste 4. Slutresultatet blev en 13. plads i et meget tæt felt. Placeringerne fra 5. til 14. pladsen lå med ét point imellem hver. Roskilde var tilbage i topform og vandt stævnet med 8 prikker og to 6. pladser og blev også vinder af 2. division. Nivå Bådelaug endte samlet på en 13. plads og klarede dermed lige præcis målet om at blive i ligaen. Tillykke med det.

Share This